KØBS- OG LEVERINGSBETINGELSER
Pr. 01.04.2009
Nedenfor kan du læse de gældende købs- og leveringsbetingelser hos PixelBit I/S.
Disse almindelige leveringsbetingelser gælder for alle ydelser fra PixelBit I/S, medmindre PixelBit I/S og kunden skriftligt har indgået anden aftale.
For så vidt angår aftaler om serverabonnementer hos PixelBit I/S, finder PixelBit I/S’s hostingbetingelser tillige anvendelse.
1. Priser
1.1
Alle priser opgives i danske kroner eksklusiv moms.
1.2
PixelBit I/S forbeholder sig ret til at ændre priser og specifikationer uden forudgående varsel, også for så vidt angår allerede afgivne tilbud frem til underskrivelse af den individuelle aftale.
2. Betaling
2.1
Betaling fra kunden til PixelBit I/S skal ske senest 14 (fjorten) dage efter modtagelse af faktura fra PixelBit I/S. Såfremt kunden ikke senest 14 (fjorten) dage fra modtagelse af faktura har foretaget betaling, påløber der rente med 1 % pr. måned fra forfaldstidspunktet, til betaling sker. Ved udsendelse af betalingspåmindelse pålægges et gebyr på kr. 250.
2.2
I tilfælde af kundens misligholdelse af sine betalingsforpligtelser er PixelBit I/S berettiget til at indstille sit arbejde, indtil betaling sker. I sådanne tilfælde finder pkt. 3.6 tilsvarende anvendelse. I tilfælde af kundens væsentlige misligholdelse af sine betalingsforpligtelser er PixelBit I/S tillige berettiget til at ophæve den individuelle aftale med kunden, jf. pkt. 9.
2.3
Såfremt betaling ikke er PixelBit I/S i hænde senest 1 måned efter forfaldstid, vil kundens adgang til PixelBit I/S’s servere blive lukket.
Der henvises i øvrigt til hostingbetingelserne pkt. 9.2 til 9.4, (se nedenfor).
3. Kundens forpligtelser
3.1
Kunden skal give PixelBit I/S den korrekte og fyldestgørende information, der er nødvendig for PixelBit I/S’s opfyldelse af sine forpligtelser, herunder om sine specifikke behov, branchemæssige forhold og den påtænkte anvendelse af ydelserne.
3.2
Kunden er selv ansvarlig for overholdelse af gældende lovgivning og myndigheds-forskrifter, herunder at den påtænkte anvendelse af PixelBit I/S’s ydelse er lovlig, og kunden skal informere PixelBit I/S om anvendelsen i nødvendigt og relevant omfang i forhold til ydelserne.
3.3
Kunden skal indhente alle tilladelser og godkendelser fra tredjemand, der er nødvendige for, at PixelBit I/S kan opfylde sine forpligtelser, og for at kundens anvendelse af ydelserne er lovlig.
3.4
Kunden skal løbende og ved afslutning af de enkelte opgaver kontrollere og godkende, at ydelserne opfylder de krav, der er aftalt mellem parterne.
3.5
Ydelserne anses for godkendt af kunden, såfremt kunden ikke inden den gratis opstartperiode på 3 måneder har fremsat specifikke indsigelser over for PixelBit I/S.
Såfremt kunden fremsætter sådanne indsigelser inden udløbet af 3-måneders-perioden, skal ydelserne anses for godkendt, når indsigelserne er afklaret, og/eller kontraktmæssig levering er sket. Kundens ibrugtagning til drift af hele eller dele af ydelserne indebærer automatisk en godkendelse heraf.
3.6
I tilfælde af forsinkelse eller udsættelse, som skyldes kunden, dennes medarbejdere, underleverandører, tredjemand, eller forhold i øvrigt som ikke skyldes PixelBit I/S’s fejl, eller som skyldes manglende opfyldelse af PixelBit I/S’s forudsætninger eller betingelser, udskydes tidsplaner og leveringstidspunkter tilsvarende, ligesom PixelBit I/S er berettiget til betaling for merarbejde og dækning af yderligere udgifter.
4. Immaterielle rettigheder
4.1
Ved kundens endelige betaling i henhold til den individuelle aftale samt disse leveringsbetingelser, erhverver kunden en ikke-overdragelig, ikke-eksklusiv brugsret til ydelserne.
4.2
Bortset fra denne brugsret tilhører alle immaterielle rettigheder til ydelserne (inklusiv ophavs-, patent-, varemærke-, design-, og brugsmodelrettigheder samt rettigheder efter markedsføringsloven) PixelBit I/S. Såfremt der i ydelserne indgår standardsoftware fra PixelBit I/S eller tredjemand, vil kundens brugsret dertil dog være undergivet de gældende licensvilkår herfor som supplement til disse leveringsbetingelser. Kildekoden udleveres ikke, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem PixelBit I/S og kunden. PixelBit I/S leverer ikke nogen dokumentation af den leverede ydelse. For standardsoftware, hvortil kunden erhverver en licens, medfølger dokumentation og vejledninger i det omfang, dette medfølger uden særskilt betaling fra IPR-ejeren.
4.3
Kunden må ikke kopiere ydelserne, bortset fra nødvendig sikkerhedskopiering, og ydelserne må ikke overdrages til tredjemand.
4.4
PixelBit I/S’s logo må ikke fjernes fra ydelserne.
4.5
Såfremt PixelBit I/S anvender standardiserede produkter, materialer, værktøjer eller metoder mv., som er integreret i ydelserne, må dette kun anvendes sammen med ydelserne og må ikke anvendes eller udnyttes på anden måde.
4.6
Såfremt der i ydelserne er anvendt open source software, kan dette indebære særlige licensvilkår, og at den tilrettede version af kildekoden kan blive gjort frit tilgængelig for tredjemand.
4.7
PixelBit I/S er berettiget til selv at udvikle og genanvende materiale til eget eller andres brug, uanset om sådant materiale har været en del af ydelserne. Dette gælder dog ikke materiale leveret af kunden. Desuden er PixelBit I/S berettiget til at anvende enhver generel viden, færdigheder, erfaringsgrundlag, ideer, koncepter, knowhow og teknikker, som PixelBit I/S opnår i forbindelse med udarbejdelse og levering af ydelserne.
5. Reference
5.1
PixelBit I/S har ret til i eget markedsføringsmateriale at benytte kundens navn som reference og på sin hjemmeside at anvende link til kundens hjemmeside.
6. Mangelsansvar og afhjælpning
6.1
PixelBit I/S forpligter sig til at afhjælpe mangelfulde ydelser, såfremt kunden har reklameret herover straks efter, at kunden er eller burde være blevet bekendt med manglerne, dog under alle omstændigheder senest 30 (tredive) dage efter, at ydelserne er endeligt leverede. Efter udløbet af førnævnte reklamationsfrist bortfalder ethvert ansvar, som måtte påhvile PixelBit I/S, herunder men ikke begrænset til kundens ret til at hæve aftalen, kræve afhjælpning, udbedring, omlevering, forholdsmæssigt afslag eller erstatning.
6.2
Kunden skal give PixelBit I/S en rimelig mulighed for og frist til at afhjælpe enhver misligholdelse af PixelBit I/S’s forpligtelser i relation til ydelserne.
6.3
PixelBit I/S er kun ansvarlig for sine egne ydelser. PixelBit I/S er ikke ansvarlig for og afgiver ingen garanti for kundens eller tredjemands ydelser, standardsoftware, produkter, materialer, værktøjer og metoder, heller ikke selv om dette indgår i ydelserne.
I tilfælde af mangler i standard software er PixelBit I/S forpligtet til at udfolde rimelige bestræbelser på at identificere fejlen, så vidt muligt give anvisning til kunden om mulighed for omgåelse af fejlen, således at driften forstyrres mindst muligt, og til at indberette fejlen til IPR-ejeren eller dennes lokale repræsentant. Såfremt Kunden udfører eller lader udføre opgraderinger af standard software, kan dette påvirke ydelsernes funktionsmåde og PixelBit I/S kan ikke sikre og tilbyder heller ikke at sikre, at ydelserne vil fungere som forudsat eller forventet af kunden efter en eventuel opgradering af standard software. Dette afsnit gør endeligt op med ethvert ansvar, PixelBit I/S har for mangler i standard software, og kunden frafalder hermed udtrykkeligt og uigenkaldeligt enhver anden rettighed, som måtte tilkomme kunden i henhold til aftalen, disse leveringsbetingelser eller gældende ret i anledning af mangler ved standard software.
7. Ansvarsbegrænsning
7.1
Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder med de fravigelser, der følger af leveringsbetingelserne, herunder nedenstående ansvarsbegrænsninger og ansvars-fraskrivelser.
7.2
PixelBit I/S’s totale erstatningsansvar under disse leveringsbetingelser er maksimeret til et beløb svarende til 25 % af kundens betaling til PixelBit I/S for ydelserne. Ved ydelser som løber udover 1 år, er erstatningsansvaret maksimeret til 25 % af betalingen i det kalenderår, hvor den skadegørende handling eller undladelse påbegyndtes.
7.3
Kunden kan kun gøre PixelBit I/S ansvarlig for rimelige og direkte dokumenterede tab, som kunden ikke gennem sin tabsbegrænsningspligt kunne have undgået. Kunden accepterer, at hosting ikke kan påregnes at fungere uden afbrydelser, og kunden kan således ikke rejse krav mod PixelBit I/S i anledning af afbrydelser af adgangen til hjemmesiden. PixelBit I/S er under ingen omstændigheder ansvarlig for webhotel-nedbrud, server-nedbrud, hackerangreb, virusangreb, indirekte tab, følgeskader, bod, mistet eller udskudt salg, eller indtægtstab (herunder vedrørende forretningsforstyrrelse, tab af avance, driftstab, tab eller beskadigelse af data og software eller omkostninger til reetablering heraf), herunder krav af førnævnte art, der rejses af tredjemand over for kunden. PixelBit I/S er således ikke forpligtet til at foretage backup af kundens data.
7.4
PixelBit I/S er under ingen omstændigheder ansvarlig for kundens anvendelse af de af PixelBit I/S leverede ydelser. Kunden skal friholde PixelBit I/S for ethvert krav, som måtte blive rejst af tredjemand overfor PixelBit I/S, udspringende af eller knyttet til PixelBit I/S’s ydelser eller ydelser til kunden, herunder krav relateret til de i pkt. 3.2 nævnte forhold, og som falder udenfor PixelBit I/S’ ansvar i henhold til pkt. 9.1 – 9.3.
8. Force Majeure
8.1
Såfremt opfyldelsen af PixelBit I/S’s forpligtelser hindres eller udsættes som følge af eksempelvis krig og mobilisering, oprør og uroligheder, naturkatastrofer, strejker og lock-outs, vareknaphed, mangler eller forsinkelse ved leverancer fra underleverandør, brand, manglende transportmulighed, import-/eksportrestriktioner eller i øvrigt på grund af omstændigheder, som PixelBit I/S ikke har indflydelse på, er PixelBit I/S ansvarsfri over for Kunden. PixelBit I/S er i disse tilfælde berettiget til at annullere ydelserne helt eller delvist eller at levere, når opfyldelseshindringen er ophørt.
9. Misligholdelse
9.1
I tilfælde af væsentlig misligholdelse af disse leveringsbetingelser og/eller den individuelle aftale, indgået mellem PixelBit I/S og kunden, kan den ikke-misligholdende part med øjeblikkelig virkning ophæve aftalen.
9.2
Inden ophævelse finder sted skal den misligholdende part dog have en skriftlig meddelelse om de omstændigheder, der betragtes som hævebegrundende misligholdelse og samtidig have en frist på 30 (tredive) dage til at søge at afhjælpe misligholdelsen, i det omfang der foreligger misligholdelse, som efter sin natur kan berigtiges.
9.3
I forbindelse med ophævelse er kunden forpligtet til at betale PixelBit I/S for udført arbejde og ydelser samt afholdte udgifter og udlæg forud for ophørstidspunktet.
10. Tvister
10.1
I tilfælde af tvister, der udspringer af den individuelle aftale med kunden eller disse leveringsbetingelser, er parterne forpligtet til i fællesskab via anvendelse af mediation eller mægling at søge at finde en mindelig løsning på de opståede tvister forinden iværksættelse af retslige skridt.
10.2
Er det ikke muligt at nå til enighed, kan enhver af parterne indbringe tvisten for Sø- og Handelsretten. PixelBit I/S er endvidere berettiget til at anlægge sag ved retten i den retskreds, hvor kundens forretningssted er beliggende eller at lade tvisten afgøre ved voldgift i henhold til "Regler for behandling af sager ved Det Danske Voldgiftsinstitut (Danish Arbitration).”
10.3
Dansk ret skal finde anvendelse på tvister mellem parterne.
